Nyhed

Den danske regering indgår endnu et forlig i sag om bæltefiksering

Seng med bæltefiksering
Sagen om bæltefiksering af en teenagedreng bliver ikke afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som planlagt. Den danske regering har nemlig indgået forlig efter, at sagen blev indklaget til domstolen i Strasbourg.

19 timer og 27 minutter. Så længe lå en 13-årig dreng bæltefikseret, da han var indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling i 2017. To år senere blev samme dreng bæltefikseret i over 10 timer.

Både byret, landsret og Højesteret har tidligere vurderet, at bæltefikseringerne var lovlige. Patienten var dog uenig og sendte sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor den indtil nu har ligget til behandling. Men nu er der altså indgået et forlig mellem regeringen og patienten.

Regeringen vurderede, at det sandsynligvis ville være en tabt sag.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ville formentlig konkludere, at bæltefikseringerne udgjorde en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

I 2021 klagede Silas Dam over langvarig bæltefiksering til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og regeringen indgik også i denne sag forlig. 

”Sagen er symptomatisk for et bredere problem i den danske psykiatri, hvor børn og unge udsættes for mere og mere tvang. Langvarig bæltefiksering er et massivt indgreb i retten til personlig frihed og respekten for den enkeltes personlige integritet,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Behov for forandring

Danmarks praksis med langvarige bæltefikseringer har gentagne gange modtaget kritik fra Europarådets Torturforebyggelseskomité.

Derfor understreger Institut for Menneskerettigheder endnu en gang, hvor vigtigt det er at komme de langvarige bæltefikseringer til livs – særligt i forhold til børn og unge.

”Den her sag viser igen, at der er behov for handling. Vi skal gøre meget mere for at begrænse brugen af de langvarige fikseringer,” fastslår Louise Holck.

I perioden fra 2012 til 2022 blev mellem 32 og 89 børn og unge udsat for bæltefiksering i psykiatrien.