Ja, man kan være flygtning, alene fordi man er kvinde

Af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Kronikken blev første gang bragt i Avisen Danmark 25. februar 2023.

Menneskerettighedsprisen 2022 blev onsdag overrakt til den 29-årige aktivist Manila Ghafuri. Hendes takketale berørte alle os, der lyttede med: Som femårig måtte hun sammen med sin mor og spæde lillesøster flygte fra krig i Afghanistan.

Den erfaring har siden været brændstof, når hun er gået i brechen for etniske minoriteters rettigheder, og når hun har gjort opmærksom på afghanske kvinders rettigheder efter Talebans magtovertagelse.

For piger og kvinder er menneskerettighedssituationen i Afghanistan katastrofal. Det mærkede Manila Ghafuri engang på egen krop.

Da Flygtningenævnet i januar i år slog fast, at piger og kvinder fra Afghanistan fremover skal have asyl i Danmark, alene på grund af deres køn, var det faktisk en historisk vigtig beslutning. Normalt skal man være varsom med at bruge tillægsord som ’historisk’, men lige her er der belæg: Det er aldrig sket før i Danmark, at køn i sig selv betragtes som et kriterium for at blive anerkendt som flygtning.

Ifølge Flygtningekonventionen kan en person defineres som flygtning på baggrund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig socialgruppe eller sine politiske anskuelser. Flygtningekonventionen fra 1951 nævner ikke køn, og derfor er der grund til at bemærke nævnets praksisændring.

Konkret vil der nu blive givet asyl til de fem kvinder, hvis sag aktuelt er under behandling, mens sager, hvor der tidligere er blevet givet afslag, vil blive genoptaget. Sidstnævnte sager ender sandsynligvis med, at kvinderne får tildelt flygtningestatus og dermed beskyttelse i Danmark.

Det er velkendt, at menneskerettighedssituationen for piger og kvinder længe har været fortvivlende i Afghanistan – og at den løbende er blevet forværret efter Talebans magtovertagelse. Stort set alle grundrettigheder er sat ud af spil, herunder kvinders ret til at uddanne sig, bevæge sig frit og ytre sig uden frygt for repressalier. Og netop derfor giver den nye praksis åbenlys mening.

Men nu, hvor 8. marts nærmer sig, er den situation, afghanske kvinder står i, også en påmindelse om noget mere grundlæggende: Mange steder i verden – fra udgrænsningen af kvinder i Afghanistan og Saudi-Arabien over abortlovgivningen i Polen til voldtægtsområdet i Danmark – er kvinder mere udsatte end mænd. Omfanget og krænkelserne varierer. Men årsagen er den samme: De blev født som piger.

At give beskyttelse i Danmark til de flygtende afghanske kvinder løser ikke problemerne på lang sigt: Der er fortsat brug for at styrke arbejdet for grundlæggende menneskerettigheder i Afghanistan og andre lande, hvor rettigheder trædes under fode.

Derfor har Institut for Menneskerettigheder i mange år arbejdet i og med Afghanistan, blandt andet gennem støtte til den afghanske menneskerettighedskommission. Det betyder, at der i dag findes netværk i civilsamfundet med fokus på menneskerettigheder, som lokalt sætter menneskerettighederne på dagsordenen i Afghanistan og overvåger situationen lokalt. Det er der brug for – mere end nogensinde.

Men virkeligheden er desværre også, at Talebans magtovertagelse har drænet landet for ressourcer og tvunget rettighedsforkæmpere på flugt. Samtidig opløste Taleban-regeringen sidste sommer den afghanske menneskerettighedskommission.

Vi gør, hvad vi kan som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution: Fortsætter dialogen med kommissionen og med FN’s specialrapportør for Afghanistan for at fastholde en skærpet opmærksomhed på den katastrofale menneskerettighedssituation – ikke mindst for landets piger og kvinder.

Men opmærksomheden på forfølgelsen af piger og kvinder bør ikke begrænse sig til Afghanistan. Problemet er universelt, og vi bør i Danmark også se på, hvad vi selv kan gøre. Tildelingen af beskyttelse til afghanske piger og kvinder er et fint skridt i den rigtige retning.