Nyhed

Ny bog: Fængsler og menneskerettigheder

none
Ny bog skildrer to modstridende tendenser for menneskerettighederne på fængselsområdet. Mens menneskerettighedssystemet internationalt har udviklet sig med monitorerende og forbyggende organer, har en international straffepolitik og en ’straffepopulisme’ bredt sig i konflikt med en række menneskerettighedsprincipper.

Bogen ’Fængsler og menneskerettigheder’ belyser, hvad der sker når man som borger i et demokratisk samfund kommer i statens varetægt og bliver berøvet sin frihed. Hvordan stiller det den enkeltes menneskerettigheder?

Hans Jørgen Engbo, som er jurist og fængselsinspektør i Anstalten ved Herstedvester og Peter Scharff Smith, som er historiker og Seniroforsker fra Institut for Menneskerettigheder (IMR), sætter med afsæt i deres forskellige fagligheder fokus på problemstillingen og udlægger i bogen nutidige og historiske samfundstendenser for frihedsberøvelse og rettighedstænkning.

Bogen skitserer udviklingen inden for fængselsvæsnet og introducerer det menneskeretlige system, ved at beskrive, hvordan udviklingen er gået fra at anskue de fængslede som ’statens slaver’ til at diskutere deres rettigheder. Forfatterne inddrager emner, der alle relaterer sig til menneskeretlige problemstillinger, fx materielle vilkår, isolation og ytringsfrihed.

- Fængsledes menneskeretlige beskyttelse har udviklet sig markant ikke mindst indenfor de sidste 30-40 år, hvor især Menneskeretsdomstolen i Strasbourg, men også den europæiske torturkomite har præget området, udtaler Peter Scharff Smith og tilføjer:

- Det har bl.a. berørt områder som brugen af isolation og indsattes ytringsfrihed, der absolut også er relevante at diskutere i en dansk kontekst".


Menneskerettighedssystemet og ’straffepopulismen’
Bogen beskriver i et historisk perspektiv de nutidige tendenser der kendetegner spændingsfæltet mellem statens ret til at straffe og borgerens rettigheder.

På den ene side har menneskerettighedssystemet efter anden verdenskrig nydt voksende tilslutning og udviklet monitorerende og forbyggende organer, der skal sikre den frihedsberøvede sine menneskerettigheder.

På den anden side beskriver bogen, hvordan den såkaldte ’straffepopulisme’, der siden 1970’erne har præget især amerikansk retspolitik med paroler om hårdere straffe, sammen med den internationale sikkerhedspolitiske diskurs, der tog form i kølvandet på 9/11, har været med til at præge brugen af frihedsberøvelse.

Også i Danmark kan forfatterne pege på nogle uoverensstemmelser mellem De Europæiske Fængselsregler og dansk fængselsret.

- Eksempelvis anvendes disciplinærstraffe, bl.a. i form af isolation, herhjemme i et omfang og under procesformer, som langt fra lever op til kravene i De Europæiske Fængselsregler, nævner Hans Jørgen Engbo.

- De indsattes klagemuligheder er heller ikke tilfredsstillende i forhold til europæisk standard.

’Fængsler og menneskerettigheder’ kan købes i din boghandel eller på www.djoef-forlag.dk.