Demokrati fordi

Demokrati Fordi opfordrer eleverne til at reflektere over, hvad det egentlig vil sige at være medborger i et demokratisk fællesskab – også i de helt nære relationer.
Demokrati Fordi opfordrer eleverne til at reflektere over, hvad det egentlig vil sige at være medborger i et demokratisk fællesskab – også i de helt nære relationer.

Kampagnen tilbyder et elevunivers og et omfattende inspirationsmateriale, der indeholder konkrete forslag til aktiviteter, der kan gennemføres med klassen. Materialet er udarbejdet i samarbejde med Integrationsministeriet og Ungdomsbyen i 2010.

Materialer

Klassens grundlov

En kombineret lytte/fortælleøvelse og formidlingsopgave, der italesætter klassens regler, rettigheder og pligter som fundament til at udarbejde klassens grundlov.

Rødt, gult, grønt sprog

En bevægelsesøvelse, der skal gøre eleverne bevidste om, hvordan de taler til hinanden, og hvad kritiserende og nedsættende sprogbrug gør ved fællesskabet i klassen.

Ønsker og behov

En formidlingsøvelse, hvor eleverne vha. tegninger skal undersøge forskellen mellem, hvad de gerne vil have, og hvad de helt konkret har behov for.

Børn har også ret!

En formidlingsopgave, hvor eleverne skal arbejde med FN’s Konvention om Barnets Rettigheder med udgangspunkt i Kim Larsens sang ”Alle børn har ret”.

Vinder-vinder løsninger

En øvelse der kombinerer lettere feltarbejde og rollespil. Med udgangspunkt i en præsentation af tre forskellige tilgange til konfliktløsning skal eleverne vurdere og forholde sig til egne konflikter.

Gode klassekammerater giver et godt fællesskab!

En kombineret vurderings-, formidlings- og rollespilsøvelse, der sætter fokus på, hvad gode kammerater er, og hvad gode fællesskaber er.

Forumspil om konflikter

En øvelse, hvor eleverne via forumspil skal bearbejde forskellige konflikter. Forumspil er en velegnet metode til at lære i fællesskab.

Tæppeøvelse: Hvordan skaber vi et fedt fællesskab?

En vurderingsøvelse, hvor eleverne på skift fortæller om og fremhæver hinandens positive egenskaber. Øvelsen danner grund for en samtale om ligheder og forskelle eleverne imellem.

Keepy Uppy

En bevægelsesøvelse, hvor eleverne skal få en bold konstrueret af avispapir og gaffertape til at cirkulere blandt alle eleverne i en gruppe i længst mulig tid.

Cirkeløvelse – mad vi godt kan lide!

En kombineret lytte/fortælle- og bevægelsesøvelse om at lytte til hinanden med udgangspunkt i elevernes livretter. Målet er bl.a. at træne eleverne til at vise respekt for den enkeltes bidrag.

Ansigtsudtryk og kropssprog

En kombineret formidlings- og bevægelsesøvelse, hvor eleverne skal udarbejde plakater med ansigtsudtryk og kropssprog.

Hvis jeg var en stor troldmand

En formidlingsøvelse, hvor eleverne skal tegne sig selv som troldmand og give bud på, hvordan de hver især som troldmand ville gøre noget for, at alle børn i Danmark har gode venner i skolen.