Behandling i sundhedsvæsenet
NØGLETAL
Ventetider
Opstart i hormonbehandling: 4-7 måneder
Kønsbekræftende nedre kirurgi:
4-6 år (transkvinde) / 1,5-4 år (transmand)
Kilde: Center for Kønsidentitet, Rigshospitalet, marts 2024. Patienter i København (hormonbehandling) og hele landet (nedre kirurgi).
Behandling i udlandet
42 % af transkønnede, der har modtaget kønsbekræftende behandling, har søgt behandling i udlandet.
18 % af transkønnede, der har modtaget kønsbekræftende behandling, har selvmedicineret.
Kilde: Johansen m.fl. (2015).
Behandling af interkønnede
Uvist.
Antal kontakter og behandlingsform, tilfredshed med behandling og karakter af opfølgning.
- I de seneste fem år er behandlingen af transkønnede og nonbinære i Danmark blevet udvidet fra ét til tre centre. Det afspejler, at flere transkønnede og nonbinære får adgang til behandling.
- Transkønnede og nonbinære personer, særligt de der ønsker nedre kirurgi, skal vente længe på behandling. Det kan have store psykiske konsekvenser.
- Lange ventetider kan få transkønnede og nonbinære personer til at selvmedicinere uden supervision af en læge. Andre opsøger selv behandling i udlandet for egen regning. Selvmedicinering og behandling i udlandet kan ende med opfølgning i det danske sundhedsvæsen.
- Der eksisterer meget sparsom viden om personer med variationer i kønskarakteristika, herunder interkønnede, og deres møde med sundhedsvæsenet i Danmark.
Redaktion afsluttet august 2023
Transkønnede og nonbinære udgør en meget forskelligartet gruppe, og der er meget forskellige behov på tværs af gruppen. Nogle transkønnede og nonbinære personer ønsker behandling i form af hormoner eller kirurgi for at opnå et kønsudtryk, der bekræfter det køn, de identificerer sig med. Andre ønsker ikke behandling. Størstedelen af transkønnede og nonbinære har dog et ønske om sundhedsfaglig behandling. I en undersøgelse fra 2015 finder Statens Institut for Folkesundhed, at 14% af de adspurgte transkønnede ikke ønsker sundhedsfaglig behandling, mens hovedparten (79 %) svarer, at de ønsker behandling eller er i gang med behandling.
Fælles for behandlingen er, at den foregår centralt i sundhedsvæsenet. Behandling på et af de tre centre for kønsidentitet kræver henvisning fra egen læge. Herefter følger samtaler med psykolog, psykiater og læge, hvorefter det drøftes og vurderes, om der er grundlag for yderligere behandling.
De tre centre for kønsidentitet har i de seneste år set en vækst i antallet af personer, der ønsker behandling for kønsubehag og har fået en henvisning til behandling. Ca. 1.000 personer søger årligt behandling på et af de tre centre for kønsidentitet. En stigning i antallet af nye henvisninger skal ses i lyset af, at patienter, der for eksempel modtager hormonbehandling får løbende opfølgning. Der er altså flere patienter, der starter op i behandling, end der er patienter, der afsluttes.
I tabellen ses ventetid for Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet på samtaler og nedre kirurgi. Der indhentes ikke statistik centralt fra de tre centre for kønsidentitet. I og med at et forløb oftest vil betyde flere samtaler, behandlingstid og ventetid, vil de enkelte behandlingsforløb være langt mere langstrakte.
Hvordan de faktiske patientforløb udfolder sig kan vi ikke afgøre. En ældre undersøgelse af de samlede forløb for 98 % af alle kønsbekræftende behandlinger i perioden 1978 til 2008 viser, at det gennemsnitlige forløb for transkvinder, før de modtog nedre kirurgi, gennemsnitlig var 8,1 år, mens det for transmænd var 5,9 år. Der er dog sket en stor udvikling i behandlingen af transkønnede og nonbinære siden da.
Den samlede ventetid på fjernelse af mandlige kønsorganer og tildannelse af neovagina i 2022, var i følge CKI, København, ca. 4-6 år. I en nyere sag fra 2023 blev en patient godkendt til behandling i form af nedre kirurgi, men først tilbudt behandling inden for seks år. Se faktaboks nedenfor.
Lange ventetider på grund af de mange henvisninger og kapacitetsproblemer kan have flere negative konsekvenser. Det kan have voldsomme psykiske konsekvenser for de transkønnede, der må vente længe på at få den rette behandling og ender i langstrakte behandlingsforløb. Det kan få nogle til at opgive behandling i sundhedsvæsenet og i stedet søge alternativer.
Ventetider
"I mit behandlingsforløb var det meget noget med at spille en normativ mand. Jeg lærte hurtigt, hvad der ville være det "mandeagtige" svar i en heteronormativ forstand, og jeg tog tøj på, der virkede mere maskulint."
- Norr (LGBT+-person)
Lange ventetider eller ønsket om at undgå behandling i det danske sundhedsvæsen kan få nogle transkønnede og nonbinære personer til at søge mod udlandet, enten med henvisning fra det danske sundhedssystem eller ved selv at organisere og betale behandling.
I en repræsentativ undersøgelse fra 2015 om LGBT-sundhed svarer samlet set 42 % af de adspurgte 72 transkønnede, der har modtaget kønsbekræftende behandling, at de har fået behandling i udlandet. Det angår alene lægelig behandling. Langt størstedelen af dem, der har søgt behandling i udlandet, har selv betalt behandlingen.
Samme undersøgelse viser, at 18 % af de adspurgte 149 transkønnede har medicineret sig selv uden at konsultere en læge.
Tallene er af ældre dato, og der har siden da været en større omstrukturering og udvidelse af behandlingen af transkønnede og nonbinære personer. Tallene for omfanget af selvmedicinering er i tråd med en nylig vurdering fra cheflægen ved Center for Kønsidentitet i Aalborg, der vurderer, at 20 % af de, som bliver behandlet på klinikken, benytter selvmedicinering i form af for eksempel at tage hormoner på egen hånd.
I en ikkerepræsentativ undersøgelse fra 2021 om kønsbekræftende nedre kirurgi blandt 188 transpersoner svarer ca. to ud af tre respondenter, at de ville ønske, at de kunne få foretaget enkelte eller flere nedre kirurgiske indgreb i udlandet.
Ventetider på behandling, skepsis over for sundhedsfaglige kompetencer og frygt for eller oplevelser med ubehagelige møder med sundhedspersonale i Danmark er blandt de hyppigste årsager til, at transkønnede og nonbinære personer søger til udlandet for at få behandling - ifølge undersøgelsen fra 2015.
Noget tyder dog også på en overordnet tilfredshed blandt de personer, der er i behandling. En patienttilfredshedsundersøgelse fra Center for Kønsidentitet ved Rigshospitalet udført i 2023 viser en general stor tilfredshed blandt deltagerne
Når transkønnede og nonbinære personer søger behandling i udlandet, er det, fordi de er villige til at påtage sig store økonomiske omkostninger for at få adgang til behandling, som de i nogle tilfælde vil være berettigede til i det danske sundhedsvæsen. Nogle søger også mod udlandet, fordi de tvivler på kvaliteten af de kirurgiske indgreb i Danmark. Omvendt kan komplikationer, der opstår som resultat af operationer i udlandet, føre til problematiske forløb, hvor behandlingen må fortsætte i Danmark. Transkønnede og nonbinære, der tager hormoner købt i udlandet, løber også en risiko, da der ikke er lægelig supervision til stede.
Behandling i udlandet
"Det var en fuldstændig vild oplevelse at få operationen. Før min behandling var jeg meget selvmordstruet, så det har reddet mit liv at få kønsbekræftende behandling. Det betyder, at jeg kan se mig selv i spejlet og genkende mig selv."
- Norr (LGBT+-person)
1,7 % af nyfødte børn fødes med en interkønsvariation. Vi ved meget lidt om gruppens møde med sundhedsvæsenet, herunder antallet af kontakter med læge eller hospital, behandlingsform i form af hormoner eller kirurgi, opfølgning og den generelle tilfredshed med mødet med sundhedsvæsenet. Der findes ingen landsdækkende visitationsretningslinjer for diagnostik, behandling og opfølgning inden for variationer i kønskarakteristika (for eksempel Turner, Klinefelter og Adrenogenitalt syndrom).
Siden 2014 har det været ulovligt at udføre kosmetisk kirurgisk behandling af personer under 18 år. Der skal være helbredsmæssige årsager. Indtil da var tilgangen, at man så hurtigt som muligt efter fødslen skulle fastslå ét køn og også udføre kirurgiske indgreb derefter. Hvor mange der har været udsat for ikke-nødvendig eller kosmetisk kirurgi op til 2014, vides ikke.
I 2019 udtrykte FN's komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder bekymring for Danmarks håndtering af interkønnede børns rettigheder, herunder bekymring for, om medicinsk unødvendige operationer stadig finder sted. I samme omgang anbefalede komitéen blandt andet, at Danmark uddanner sundhedspersonale i interkønnedes sundhedsbehov og rettigheder, og at sundhedsvæsenet arbejder med en mere bred forståelse af interkøn.
I førnævnte kritik fra FN's komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, påpeges også, at begrebet DSD - Disorders (differences) of sex development, der benyttes i Danmark, er for smalt og ikke dækker over alle interkønrelaterede tilstande. Der eksisterer uenighed både i Danmark og udlandet, mellem lægefaglige organisationer og organisationer, der arbejder for interkønnedes rettigheder, når det kommer til definition og afgrænsning af gruppen. Samme år som FN's kritik kom Dansk Pædiatrisk Selskab med kliniske retningslinjer for behandling af personer med DSD - Disorders (differences) of sex development".
Sundhedsstyrelsen understreger, at kirurgi altid sker af helbredsmæssige årsager og efter grundig lægefaglig drøftelse, og at det er ulovligt for en læge at udføre kosmetiske eller unødvendige operationer på børn og unge født med variationer i kønskarakteristika.
Flere lande i Europa, fx Tyskland, Island, Portugal, Spanien og Malta, har indført eksplicitte forbud mod kirurgiske indgreb på interkønnede børn, der i nogle tilfælde omfatter sanktioner i form af både økonomisk straf og strafferetlig sanktioner for at udføre sådanne operationer.
I den første undersøgelse af levevilkår for personer født med variationer i kønskarakteristika, der består af en kvalitativ undersøgelse med interviews med 14 personer og en gennemgang af udvalgt litteratur fra ind- og udland, finder de, at mødet med sundhedsvæsenet er præget af to problemstillinger: samtykke til behandling og manglende oplysning om behandlingens formål, konsekvenser og bivirkninger.