Artikel 16

Artikel 16 - Frihed for udnyttelse, vold og misbrug

Bestemmelsen fastslår, at staterne har pligt til at forebygge og beskytte personer med handicap mod udnyttelse, vold og misbrug. Artikel 16 er tæt forbundet med artikel 15, som beskytter mod tortur og nedværdigende behandling begået af myndighedspersoner. Men hvor artikel 15 særligt omhandler overgreb begået af myndighedspersoner, f.eks. fængselspersonale eller ansatte på psykiatriske hospitaler, omhandler artikel 16 enhver form for overgreb, det vil sige også overgreb begået af private personer, f.eks. familiemedlemmer.

Bestemmelsen henviser flere gange til, at børn og kvinder er særligt udsatte og derfor har krav på særlig beskyttelse mod overgreb.

I artikel 16, stk. 3, fremgår det, at uafhængige myndigheder skal føre effektivt tilsyn med alle tilbud og ordninger, der er beregnet til personer med handicap.

Artiklen fastsætter også, at Danmark er forpligtet til at fremme helbredelse og resocialisering af personer med handicap, der har været udsat for udnyttelse, vold eller misbrug. Endvidere skal Danmark gennemføre lovgivning og politik, der kan være med til at sikre, at udnyttelse, vold og misbrug rettet mod personer med handicap opdages, efterforskes eller retsforfølges.