Artikel 28

Artikel 28 - Tilstrækkelig levefod og social tryghed

Bestemmelsen indeholder to relaterede rettigheder: 1) retten til en tilstrækkelig levefod, som bør sikres ved, at alle har adgang til fx passende ernæring, beklædning og boliger; 2) retten til social tryghed, som fortrinsvis omhandler retten til sociale ydelser, når en person ikke selv kan opretholde en tilstrækkelig levefod.

I artikel 4 i handicapkonventionen sondres mellem to typer rettigheder: de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som skal gennemføres gradvist og de borgerlige og politiske, som skal respekteres fra det øjeblik, konventionen træder i kraft i det pågældende land. Retten til en tilstrækkelig levefod og social tryghed findes i konventionen om økonomiske og sociale rettigheder og skal derfor som udgangspunkt gennemføres gradvist. Forbuddet mod diskrimination på grund af handicap gælder imidlertid i forhold til alle områder og derfor også i forhold til adgangen til sociale ydelser. Retten til ikke at blive diskrimineret i artikel 5 er en borgerlig og politisk rettighed, som derfor skal være opfyldt fra det øjeblik, konventionen træder i kraft.

En sikring af de økonomiske grundlæggende levevilkår, som fremgår af artikel 28, er tæt knyttet til adgangen til fx beskæftigelse og uddannelse, jf. artikel 27 og artikel 24.