Artikel 31

Artikel 31 - Statistik og dataindsamling

Artikel 31 indeholder en pligt for den danske stat til at indsamle statistik og data. Den indsamlede data og statistik skal være med til at give et overblik over forholdene for personer med handicap i Danmark. Det er nødvendigt med et sådant overblik for at vide, hvor der skal sættes ind for at sikre, at handicapkonventionen overholdes.

Eksempelvis kan statistikker over, hvor mange elever der går på specialskoler, give en indikation på, om Danmark bevæger sig i den rigtige retning med hensyn til at skabe en inkluderende folkeskole (jf. artikel 24). På denne måde kan forpligtelsen til at indsamle data og lave statistikker betragtes som et redskab til at implementere konventionen, jf. artiklens stk. 2.

Ved tilblivelsen af artikel 31 var det et væsentligt forbehold, at det indsamlede data ikke må bruges til at lave ”lister”, som kan bruges til at stigmatisere, ekskludere eller diskriminere personer med handicap. Det er derfor helt afgørende, at dataindsamlingen lever op til en række kriterier for databeskyttelse og privatlivets fred, sådan som det præciseres i stk. 1 punkt a og b.

Endvidere indeholder artiklen en forpligtelse for den danske stat til at sikre ”udbredelsen” af statistikker, samt at de er ”tilgængelige”.