Artikel 18

Artikel 18 - Retten til at færdes frit og til statsborgerskab

Bestemmelsen indeholder tre rettigheder: Retten til at færdes frit og vælge sit opholdssted, retten til at forlade et land og til at rejse ind i sit eget land og retten til et statsborgerskab.

For så vidt angår retten til at færdes frit er bestemmelsen tæt forbundet med artikel 20 om personlig mobilitet. For så vidt angår retten til at vælge sit opholdssted er bestemmelsen tæt forbundet med artikel 19 om retten til et selvstændigt liv og til at vælge sin bopæl, og hvor og hvem man vil bo med på lige fod med andre. Retten til at vælge opholdssted på lige fod med andre angår også retten til at få opholdstilladelse i et land på lige fod med andre.

For så vidt angår retten til at forlade sit land, kan personer med handicap møde forhindringer i form af lovgivning, som ikke tillader, at nødvendige hjælpemidler og personlig assistance, bevilget af det offentlige, tages med ud af landet.

For så vidt angår retten til statsborgerskab på lige fod med andre, kræver bestemmelsen, at personer med handicap får dispensation fra krav, som de ikke kan opfylde på grund af deres handicap, eller at der ydes tilpasning i rimeligt omfang for, at de på trods af handicappet bliver stillet på lige fod med andre.

Bestemmelsen forpligter desuden Danmark til at have særlig fokus på børn med handicap, se også artikel 7 om børn med handicap.