Artikel 21

Artikel 21 - Ytrings- og meningsfrihed samt adgang til information

Retten til ytrings- og meningsfrihed samt adgangen til information er vigtige for det enkelte menneske og en afgørende forudsætning for at kunne deltage i det politiske liv, følge med i samfundsudviklingen, tage del i kulturlivet, videreuddanne sig og dermed være en del af samfundslivet helt generelt.

Det fremgår af artikel 21(a), at information til den brede offentlighed skal gives i tilgængelige formater. Dette omfatter fx offentlige hjemmesider på internettet, som derfor skal være tilgængelige for personer med handicap.

Artikel 21(b) understreger, at staten har pligt til at gøre det muligt for personer med handicap at modtage information og kommunikere med det offentlige ved hjælp af handicaptilgængelige formater eller kommunikationsmidler af eget valg, såsom tegnsprog eller punktskrift.

Artikel 21(c) og (d) fastslår, at staten har pligt til at “opfordre” og “tilskynde” private udbydere af tjenesteydelser til den brede offentlighed og massemedierne til at gøre information tilgængelig.

Artikel 21(e) kræver, at tegnsprog anerkendes og fremmes. Denne mere vidtgående forpligtelse omfatter ikke andre kommunikationsformer.

Artikel 21er tæt knyttet til artikel 9 om tilgængelighed, fordi adgang til information for mange mennesker med handicap er et spørgsmål om tilgængelighed.

Desuden hænger bestemmelsen sammen med artikel 2, som beskriver forskellige måder at kommunikere på: ”… sprog, tekstvisning, punktskrift, taktil kommunikation, storskrift, tilgængelige multimedier samt skrift, lyd, klarsprog, oplæsning og supplerende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater, herunder tilgængelig informations- og kommunikationsteknologi”. Ytrings- og meningsfrihed og adgang til information er fx afgørende i relation til artikel 29 om retten til deltagelse i det politiske og offentlige liv.