Ytrings- og informationsfrihed

^{Redaktion afsluttet 1. marts 2024}

EU-forordning skal håndhæves med fokus på menneskeretten

EU-borgere skal beskyttes bedre mod ulovligt indhold og samtidig bevare deres ytrings- og informationsfrihed, når de bruger Googles søgemaskine, Instagram eller Tiktok. 

Det er målet med EU-forordningen om digitale tjenester, Digital Services Act (DSA), som alle platforme skal leve op til fra februar 2024. 

Selvom forordningen sikrer en stærkere beskyttelse mod ulovligt indhold, er der stadig udeståender. Langt hen ad vejen fastsætter platformene nemlig selv grænserne for borgenes ytringsfrihed. Det er derfor afgørende, at platformenes beslutninger om at moderere indhold rammer den rette balance imellem borgernes ytringsfrihed og andre hensyn, for eksempel kommercielle interesser. Denne balanceakt kan indebære vanskelige og komplekse menneskeretlige vurderinger. 

Forordningen giver mulighed for, at EU-landene selv opretter nationale uafhængige klageorgan, såkaldt udenretslige tvistbilæggelsesorganer, der kan eftergå de digitale platformes beslutninger juridisk. Selv om organets afgørelser ikke er bindende, kan det sikre en upartisk og uafhængig prøvelse. 

Danmark har ikke et uafhængigt klageorgan og overlader derfor svære juridiske vurderinger til platformenes interne klagebehandlingssystemer, der ikke nødvendigvis har øje for ytringsfrihedens rammer her i landet. Selvom danske borgere kan indbringe en klage for nævn i andre EU-lande, kan der være sproglige og kulturelle forhold, der er relevant for spørgsmålet om beskyttelsen af ytringsfriheden, og kræver forståelse for en national kontekst og debat.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at Erhvervsministeriet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tager initiativ til at etablere et uafhængigt klageorgan. For at sikre brugerne effektiv menneskeretlig beskyttelse er det afgørende, at organet i praksis bygge sine afgørelser på en relevant menneskeretlig vurdering. Det er også centralt, at platformene rent faktisk efterkommer organets afgørelser, selvom de ikke er juridisk bindende.

Institut for Menneskerettigheder har tidligere anbefalet, at et uafhængigt dansk nævn med en dommer som formand skal kunne behandle udvalgte principielle sager om borgere, der har fået fjernet indhold.

Ulovligt indhold på sociale medier efterforskes og retsforfølges ikke nok

Ulovligt indhold på de sociale medier udgør et væsentligt menneskeretligt problem. Selvom EU’s forordning om digitale tjenester forpligter platformene til at fjerne ulovligt indhold, følger den nationale efterforskning og retsforfølgning af digitale krænkelser såsom hadefuld tale (straffelovens § 266 b) ikke med.

Det er for det første problematisk, fordi staten er menneskeretligt forpligtet til at fjerne ulovligt indhold på nettet. For det andet er det problematisk, fordi hadefuld tale og øvrige digitale krænkelser kan have en afskrækkende effekt, ”chilling effect”, på ytringsfriheden. 

Undersøgelsen Den offentlige debat på Facebook. En undersøgelse af danskernes debatadfærd viser, at den hadefulde tone i den offentlige debat på Facebook afskrækker brugerne fra at engagere sig i debatterne. 65 procent af alle Facebookbrugere afholder sig fra at skrive kommentarer i en debat på grund af debattonen. Særligt kvinder undlader at deltage i debatten.

En sund offentlig debat kræver, at mange forskellige mennesker bidrager. Derfor er det en demokratisk udfordring. når et flertal vælger at afholde sig fra at deltage. 

I Justitsministeriets offerundersøgelse, som bygger på selvrapporterede oplevelser estimeres det, at 21.000 personer i 2020 har været udsat for hadefulde ytringer på internettet. Det kan være hadefulde ytringer på grund af offerets etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika eller lignende. Samme år registrerede politiet 122 sager om hadefuld tale online eller i det offentlige rum. 

Rigsadvokatens praksisoversigt over hadforbrydelser viser, at langt størstedelen af sagerne om hadefuld tale i perioden 2000-2020 er begået på internettet. I 2020 blev der afsagt dom i 11 sager. 

Misforholdet mellem de oplevede antal hadefulde ytringer og antal af registrerede sager hos politiet indikerer, at der er et væsentligt mørketal og en mangelfuld retspraksis. Både efterforskningen og retsforfølgelsen bør styrkes, samtidig med at det også bør undersøges, om de sociale medier i enkelte sager bærer et medansvar. 

Ministerbetjenings- og folketingspolitikerreglen bør ændres

Siden offentlighedsloven blev ændret i 2013, har der løbende været kritik af den såkaldte ministerbetjenings- og folketingspolitikerregel i loven. Reglerne undtager offentligheden fra aktindsigt i en lang række dokumenter. 

Ministerbetjeningsreglen undtager fra aktindsigt, når der er tale om dokumenter, der udveksles med en underordnet myndighed eller med et andet ministerium på et tidspunkt, hvor en minister har eller vil få behov for rådgivning og bistand fra embedsværket. 

Folketingspolitikerreglen gælder for dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller en anden tilsvarende politisk proces. 

Begge regler giver mulighed for en absolut undtagelse fra aktindsigt, også efter at en lovgivningsproces eller proces i forbindelse med et andet politisk initiativ er afsluttet.

Aktindsigt udgør en central del af informationsfriheden og er tæt forbundet med det forfatnings- og forvaltningsretlige princip om offentlighed. Informationsfriheden er et fundament for retten til ytringsfrihed og indebærer navnlig retten til at kunne blive informeret om væsentlige samfundsanliggender.

Ministerbetjenings- og folketingspolitikerreglen er blevet kritiseret for, at de ikke rammer den rette balance mellem hensynet til ytrings- og informationsfriheden på den ene side og behovet for fortrolighed og interne politiske beslutningsprocesser på den anden side. 

De to regler gælder dog ikke på miljøområdet, idet miljøoplysningsloven sikrer offentligheden vid adgang til oplysninger fra det offentlige. 

Europarådets antikorruptionsorgan, GRECO, har i 2019 anbefalet, at ministerbetjenings- og folketingspolitikerreglen indsnævres eller anvendes mindre hyppigt, så offentlighedens i praksis får bedre adgang til information. 

I 2020 fremhævede Ytringsfrihedskommissionen, at de to regler alene kun bør bruges til at afslå aktindsigt, når det reelt er nødvendigt for at sikre det legitime fortrolige rum for ministerbetjening og politisk forhandling, men at reglerne går videre end dette. Kommissionen anbefalede derfor, at begge regler indskrænkes. 

Der er løbende blevet fremsat lovforslag og beslutningsforslag i Folketinget om indskrænkning eller ophævelse af reglerne. Senest er der i 2020 og 2021 fremsat beslutningsforslag om at ophæve ministerbetjeningsreglen, og i 2022 blev der fremsat et lovforslag om at ophæve begge regler. Både beslutnings- og lovforslag er blevet forkastet af et flertal i Folketinget.

I 2023 har både Europa-Kommissionen og Djøfs uafhængige ekspertudvalg, det såkaldte Dybvad-udvalg, anbefalet, at de to regler indskrænkes. Det er fremhævet i regeringsgrundlaget, at regeringen vil tage initiativ til, at Folketingets kontrol med regeringen og offentlighedens adgang til indsigt i regeringsarbejdet kan styrkes, efter at ekspertudvalgets arbejde er afsluttet.

Institut for Menneskerettigheder har tidligere fremhævet, at den såkaldte folketingspolitikerregel bør ophæves, og at ministerbetjeningsreglen – som det mindste – bør indskrænkes, så den kun kan bruges ved snævert politiske drøftelser og aldrig i forhold til faglige forhold og vurderinger